GRØN/RØD   



En ting i de danske havne, vi har besøgt, er en kilde til stadig undren. I kender det godt alle sammen. Man kommer ind i en fremmed havn, og straks spejder man efter det forjættende grønne "ledig-skilt". Nogle gange er man heldig, andre gange ikke. Men er man heldig og finde en "Grøn plads", så ved I også godt, hvor dejligt roligt man kan gå fra båden uden at være bange for, at pladsens ejermand kommer hjem og gør krav på vandet mellem pælene.

Det næstbedste er at finde en plads uden skilt og måske også uden fortøjninger, så er man næsten lige så rolig i sin sjæl. For måske er det slet ikke nogens plads. Eller også har pladsens ejermand ikke gidet ofre de få kroner et rødt/grønt skilt koster, og så er han også selv ude om, at nogen benytter hans plads, og han måske selv får lidt bøvl, når han kommer hjem.

Så er der de bådpladsejere, som konsekvent mener, at bådpladsen ikke skal benyttes af andre end dem selv, og som aldrig vender det røde skilt til grønt. Gad vide hvor den slags bådepladsejere ligger, når de kommer til en fremmed havn? Mon ikke selv de benytter de "grønne pladser"???

Desværre er det også galt her hjemme i vores egen lille havn - hvor tit kan man ikke se, at folk ta'r på ferie og weekend uden at vende deres skilt - hvis de altså har ulejliget sig med at anskaffe et.

Sørg dog for at vende de skilte, det er da ikke så svært!

I ved da selv, hvor rart det er at ligge på "grøn plads", både når I er på ferie og på weekend.

Agnethe

 

Fra klubbens vedtægter   §30. DISPOSITIONSRET TIL LIGGEPLADSEN
Når et medlem ikke har sit fartøj liggende på sin liggeplads, disponerer klubben over pladsen, ligesom eventuel gæstepladsleje tilfalder klubben. Liggepladsen skal, af hensyn til gæstende fartøjer, være tydeligt afmærket med rødt ”optaget-skilt”, såfremt man forventer at komme tilbage inden 3 dage efter afsejlingen. Ved fravær ud over 3 dage skal liggepladsen være forsynet med et grønt ”fri-skilt” med oplysning om, hvornår liggepladsen igen skal anvendes.
Det fartøj, der er tildelt en liggeplads, har altid ret til pladsen frem for ethvert andet fartøj, og liggepladsen kan, uanset oplysninger på et fri-skilt, forlanges rømmet omgående.